USA2010

YosemiteLog

Posted by Søren P. Petersen 21 Oct, 2010 03:31:33

Mandag 18/10 besøgte vi Yosemite National Park. Yosemite ligger i Sierra-bjergene.

Yosemite er en fantastisk park. Ligesom de andre nationalparker indeholder den et væld af vandrestier. Langs bilvejene ligger de korte stier, der er asfalteret og tilgængelige for enhver. For os vandrere virker det i første omgang lidt overbeskyttende. Men det gør, at alle kan opleve disse seværdigheder, og inde bagved ligger de rigtige ”hiker trails”, der er, som dem vi kender fra Norge og Sverige. Selvom Conny og jeg er lidenskabelige vandrere, så nåede vi ikke ud på disse stier i denne ferie. Det er kun blevet til de korte asfalterede stier, som dækker seværdighederne.

I Yosemite er der masser af spektakulære seværdigheder, som kan opleves fra de korte stier.

Der er to køreveje til seværdighederne:

· Glacier Point

· Yosemite Valley

Man ser stort set de samme ting fra begge disse veje. Fra Glacier Point ses de fra oven, og i Yosemite Valley ses de nedefra.

Specielt er der to klipper, som dominerer:

· Half Dome

· El Capitan

Men også

· North Dome

· Sentinel Dome

er imponerende.

Half Dome, som ses på billedets højre side, knejser 1.445 m over Mirror Lake Valley. På den anden side af dalen over Half Dome ses to andre ”domes”. Den største af disse er North Dome. Indianerne, som levede i dalen, fortæller historien om en mand og kone, der skændtes. Ånderne blev så irriterede, at de forvandlede mand og kone til sten, Half Dome og North Dome, der nu blot kan kigge på hinanden hen over dalen.

Blog image

El Capitan, som er vist herunder, rejser sig 1.095 m lodret op fra Yosemite Valley. Der er næsten hele tiden bjergklatrere, som vil prøve kræfter med denne væg.

Blog image

Ud over disse markante bjerge har Yosemite en række vandfald:

· Lower and Upper Yosemite Fall

· Vernal og Nevada Falls

· Sentinel Falls

Yosemite Falls ses på billedet nedenfor på den anden side af dalen. Vandet falder 739 m, hvilket gør det til Nordamerikas højeste vandfald.

Blog image

Som en ekstra bonus overværede vi fældningen af et stort udgået træ.

Vi blev stoppet på vejen ned fra Glacier Point og bedt om at vente, indtil træet var væltet. Det tog ca. ½ time, og det var en stor oplevelse.

Træet skulle væltes hen over vejen. For at beskytte vejen blev der lagt tre store stammer på vejen.

Blog image

Træet blev væltet, og det ramte de to stammer – en fantastisk præcision. Billedet nedenfor viser det væltede træ. Som det ses, ligger det fuldstændigt, som det var planlagt hen over de tre stammer. Det væltede træ var også brækket over flere steder, således at den meget store gummiged på billedet blot kunne tage de afbrækkede sektioner og flytte dem ud til siden. Fem minutter efter at træet var fældet, kørte trafikken igen.

Sequioa og RedwoodLog

Posted by Søren P. Petersen 21 Oct, 2010 02:57:40

Sequioa and Kings Canyon National Park

Parken ligger i Sierra mod vest. Parken blev åbnet 25. september 1890.

Vi besøgte parken søndag 17/10. Vejret var ikke det allerbedste, og sidst på dagen blev det så tåget, at vi afbrød køreturen ned i Kings Canyon efter ca. ½ times kørsel ned i dalen.

Blog image

Men inden vi kom så vidt, fik Sequoia-træerne vores fulde opmærksomhed. Disse træer er så overvældende store og fantastiske. Selvom der er træer, som er højere, og træer, som er tykkere, så er der ingen, der indeholder så meget levende materiale som Sequoia. Den største i parken er General Sherman, som ses på billedet herunder – vi kan dog ikke få hele træet med, når vi samtidig skal kunne genkende Conny på billedet.

Blog image

Sequoia vokser kun i Californien og næsten kun i Sierra-bjergene på bjergskråningen mod vest og i 1.500 til 2.100 m.o.h. En Sequoia kan blive 3.200 år gammel – er det ikke fantastisk! De er tilpasset miljøet i Sierra-bjergene. Deres bark er tyk, luftfyldt og indeholder ingen harpiks, således at træet kan modstå de utallige brande i området. Rodnettet er dækker en stor flade, således at et træ kan udnytte vandet i jorden i et stort område. Den store ”fod” går ikke særligt dybt ned i jorden, og da jordlaget over klippegrunden er relativt tyndt, må man erkende, at også dette er tilpasset Sierra-bjergene. Det overfladiske rodnet har en væsentlig ulempe, idet træerne ikke er forankret i undergrunden. Den største risiko for træerne er, at de mister balancen og falder. En af de faldne er Tunnel Log.

Blog image


Big Basin Redwood State Park

Parken blev etableret 1902. Den ligger ca. 50 miles syd for San Francisco.

Tirsdag 19/10 besøgte vi Big Basin Redwoods State Park. I denne park finder vi en anden kæmpe, Redwood-træerne. Redwood er højere og slankere end Sequoia.

Redwoods vokser i et smalt bælte langs Californiens vestkyst fra Santa Cruz og mod nord. Redwoods kan formere sig ved rodskydning. Derfor står de ofte i en cirkel, på samme måde som en familie der står og holder sammen.

Blog image

Blog image


”Father of the Forest” er den største redwood i parken.

Blog image

Nedenfor har jeg sammenlignet de maksimale data for hhv. Sequoia og Redwood:

Blog image

Death Valley National ParkLog

Posted by Søren P. Petersen 21 Oct, 2010 02:23:45

Lørdag 16/10 kørte vi fra Las Vegas til Three Rivers syd for Sequoia National Park. Dette var en rejsedag, hvor vi kørte 414 miles. Vi havde lagt vores rute ad Hwy 190 gennem Death Valley.

I Pahrump, der ligger mellem Las Vegas og Death Valley, tankede vi bilen og os selv op med brændstof. Pahrump skal nævnes, fordi reklameskiltene langs Hwy 190 tyder på, at der er flere bordeller i Pahrump. Dette kan være nyttig information til nogle af læserne - jeg har Conny og dermed ikke brug for den slags.
Blog image

For os var Death Valley blot en interessant gennemkørsel. Det, der gør den interessant, er, at vi her finder det varmeste sted i USA. Og vi finder det dybeste tørre sted i USA.

I juli-august er gennemsnitstemperaturen ca. 46 °C, og det er ikke usædvanligt med temperaturer over 50 °C. Men nu har vi oktober, og gennemsnitstemperaturen er 33 °C. Vi målte 36 °C.

Skilte og brochurer advarer hele tiden om faren ved de ekstreme temperaturer, og de giver gode råd til, hvordan man undgår de farlige situationer, som kan opstå, når man ikke tager sine forbehold.

Fx bliver man opfordret til at slukke for bilens airconditionanlæg og derved nedsætte risikoen for at overophede bilen. Man bliver også opfordret til at bruge motorbremsen og ikke bremserne på nedkørslerne.

Vi fulgte begge råd. Bilens indre blev hurtigt meget varm, så Conny og jeg svedte bravt. Efter nogle timer i denne varme blev vi lidt døsige, så vi besluttede os til at tænde for bilens airconditionanlæg igen. Kort efter var bilen dejlig afkølet, og døsigheden forsvundet.

Gennem dalen havde vi blot et stop ved Zabriskie Point, hvor vi sammen med en busfuld tyske turister nød den flotte udsigt over den eroderede ørken.Blog image

På turen igennem dalen går det op og ned. Det laveste punkt er ca. 100 m under havets overflade, og det højeste ca. 1500 over havets overflade.

Efter Death Valley gik det først syd ad US Hwy 395 og langs med de storslåede Sierra Nevada bjerge. Dernæst gik det igennem bjergene i Sierra Nevada mod vest ad Hwy 178 og 155.

Blog image

Vest for bjergene er der fladt, og der bliver dyrket mandler, druer, o.a. på store arealer. En time efter solnedgang (kl. 19:30) nåede vi dagens bestemmelsessted: Comfort Inn i Three Rivers.

Las Vegas og Hoover DamLog

Posted by Conny Rom Petersen 21 Oct, 2010 02:09:12

Hoover Dam

Planen var at se Hoover Dam på vej fra Grand Canyon til Las Vegas. Lige præcis på vores rejsedag,14/10, havde vi i tv set og hørt advarsler om trafikale problemer, pga. at den nye bro over Colorado-floden ved Hoover Dam skulle dedikeres til to afdøde krigshelte. Vi valgte dog at tage derop alligevel. Og der var ingen problemer. Dog var der MEGET varmt!

Blog image

Hoover Dam blev bygget for at kontrollere Colorado River, der til tider kunne oversvømme store områder. Som en sidegevinst produceres elektricitet ved dæmningen, der deles mellem Arizona og Nevada.

Blog image

Hoover Dam-bygningsværket er meget imponerende og storslået. Den blev færdig i 1935, så der var faktisk 75-års jubilæum i år. Vi parkerede i et flot p-hus og købte en tur rundt på dæmningen med en meget veltalende og humoristisk guide (a dam good guide). Vi kørte ca. 50 etager med elevator ned i dæmningen og så turbinerne, der producerer strøm via vandet.

Blog image

Den nye bro kunne vi se fra dæmningen. Den er ca. 900 ft. høj. En meget flot bro, som amerikanerne godt kan være stolte af. Men de stakkels amerikanere er allerede begyndt at være bange for at køre over så høj en bro. I morgen-tv var der forskellige tips til, hvordan man skal undgå højdeskræk, når man kører over denne bro…

Blog image

Midt på dæmningen kan man stå med et ben i Nevada og et i Arizona – der er også to ure med de to tider. Lige nu er tiderne ens, men om vinteren er der en times forskel. Arizona ligger i en anden tidszone end Nevada – men så har de til gengæld ikke sommertid. Kun nogen steder.

Da vi havde set os mætte, kørte vi videre mod Las Vegas og måtte igen gennem noget ørken.

Las Vegas

Las Vegas er absolut ingen ørken. Kæmpehoteller ligger side ved side, med en del åben, tomme grunde bagved. Vi boede på et Super 8 Motel kun en blok fra The Strip, hovedgaden i Las Vegas. Men den blok består mest af disse åbne, rodede grunde, så forskellige fra glimmeret på hovedgaden. Vejret var svedende varmt. Der var omkring 90 grader F – ca. 32 grader C. Det var rekord for oktober. Selv om aftenen var der pænt varmt, og vi kunne finde det lidt sommertøj frem, som vi havde med.

Vi var overvældede over de kolonorme hoteller og de mærkværdige tiltag, der er taget for at lokke spillere indenfor i kasinoerne. Det første, vi mødte, var Paris. Med et mini-Eiffeltårn og mini-Triumfbue og parisisk restaurant.

Blog image

Hotel Bellagio har det ”syngende” springvand, som springer i takt til en meget patriotisk popsang (da vi så det).

Blog image

Caesar’s Palace er bygget i romersk stil med høje søjler m.m.m. Og der er kopier af springvandsfigurer fra Rom. Mirage havde et ”vulkanudbrud” ved hjælp af musik, røg, farve/lysstråler. Alt sammen tiltrækker store mængder mennesker, der trasker frem og tilbage på the Strip. Gaden har op til 6 kørebaner ind mod byen og 3 væk fra byen. Så man krydser kun vejen ved fodgængerfelter eller overgange over vejen med både trapper og rulletrapper. Disse overgange fører også ind i hotellerne, så for at krydse gaden må man en tur ind gennem hotellets fristelser.

Den første aften i Las Vegas brugte vi på at udforske The Strip, mens vi den næste aften fik købt billetter til et Donny & Marie show. Donny Osmond var jeg stor fan af, da jeg var teenager, så det var sjovt at se ham som voksen (vi er faktisk jævnaldrende). Showet var et rigtigt show med dansere, levende musik og gode performere. Donny & Marie gav prøver på de gamle sange fra Osmond Brothers-tiden og sang også sange af deres favoritkolleger. Der var endvidere videoer om deres liv, og en publikummer fik lov at synge duet med Marie. Fint show.

Dag 2 fortsatte vi med at udforske The Strip og monsterhotellerne. Især New York-New York imponerede mig. Det ser ikke vildt stort ud ved første øjekast, men det har alligevel så stor en udstrækning, at man hele tiden ser nye vinkler, når man spadserer forbi. Der er New York skyline, frihedsgudinden, Brooklyn Bridge.

Blog image

MGM-hotellet har jo en løve som signatur, så SELVFØLGELIG udstiller de levende løver indenfor. Løverne bor til daglig på en ranch uden for Las Vegas, og de skiftes til at blive udstillet på hotellet. Man kunne gå via en tunnel, så man så dem nedefra.

Som et af de sidste hoteller i den lange række ligger Luxor-hotellet, der er udformet som en enorm pyramide med en kæmpe sfinks udenfor, som skulle være større end den i Egypten. Der var ikke så mange mennesker herude, måske fordi der ikke er så meget underholdning.

Ingen af os var kede af at forlade Las Vegas, for vi er ikke rigtig til alt det glimmer. Men det var sjovt at se, hvad det var for noget – og så bare lade sig underholde og ikke tænke over, hvor alle pengene mon kommer fra.

Grand Canyon National ParkLog

Posted by Conny Rom Petersen 20 Oct, 2010 07:56:28

Det var svært at finde den helt rigtige p-plads, da vi ankom til Grand Canyon. I det hele taget fandt jeg det lidt svært at finde rundt efter det kortmateriale, man får udleveret. Men når man først har identificeret The Rim Trail, går det meget lettere. Der går også shuttle-busser, men vi valgte at gå med de som sædvanligt meget velplejede stier, som fx the Rim Trail, der går langs med hele kanten. Kodeordet er ”accessibility”, altså at der skal være adgang for kørestole. Og sådan er det også her i den vildeste af vilde (?) nationalparker.

Men uanset hvordan man kommer frem til kanten af denne enorme kløft, så kan man ikke andet end at måbe over udstrækningen af det hele. Endnu engang W A U W. Endnu engang kunne Den store Opfinder finde på noget nyt at imponere os med. Kæmpekløft, vid udsigt, mange lag og formationer.

Blog imageVi fik provianteret til turen i et supermarked, hvor der også var en Deli, så vi kunne få noget ordentlig morgenmad (motelmorgenmaden bestod denne morgen af 2 blåbærmuffins + kaffe + juice). Vi gik ca. 1,6 miles oppe langs kanten, hvorefter vi begav os ned i kløften via The Bright Angel Trail. Denne sti er så viseligt indrettet, at der er forskellige ”afkørsler”. Der advares kraftigt mod at gå hele vejen ned til Colorado-floden og tilbage igen samme dag. Og overnatning nede ved floden skal bestilles op til 2 år i forvejen (og da anede vi ikke, at vi skulle til USA). Vi valgte at gå ned til den første ”afkørsel”, som hedder ”Mile-and-a-half resthouse”. Det tog en lille times tid. Her nød vi en dejlig smoothie og et par chokobar, mens vi slappede lidt af før tilbageturen, som jo i den grad er opad. På billedet ses nogle solceller, som sikkert driver den telefon, der var på stedet. Også oppe ved Visitor Center var der store solceller til produktion af el til centeret.

Blog imageIgen var det forunderligt at bevæge sig nede mellem klipperne. Heldigvis forløb stien meget i skygge, for det var ganske varmt denne oktoberdag. Over vores hoveder så vi flere kondorer (fik vi at vide), der svævede på de varme luftstrømme.

Turen opad var ganske rigtigt meget stejl, men stien var pænt anlagt, og stigningen var støt og rolig. Jeg prustede godt nok som sædvanligt, men det var ganske overkommeligt, og turen op tog også en lille times tid, hvor vi havde forventet tættere på to timer.

Blog imageUndervejs mødte vi et muldyrtræk! Der var pæne skilte om, hvordan man skal opføre sig, når der kommer et sådant muldyrtræk, men jeg var nu godt nok lidt nervøs for, om stien ville være bred nok. Det gik ok. De ridende så en anelse trætte ud. De kom op nede fra bunden af kløften. Jeg forestiller mig, at det er en anelse hårdt for bagen at sidde på sådan et dyr i så lang tid.

Vi mødte også et hold danskere fra Haderslev-egnen. Det var meget hyggeligt at høre hjemlandets vemodige sprog igen og høre om, hvordan andre rejser. De var alle i den arbejdsfrie alder, men havde trods alt taget turen endnu længere ned end os – og så meget afslappede ud.

Vi fortsatte med The Rim Trail og så stadig flere flotte udsigter. På tilbagevejen var solen ved at forsvinde (henad 16.30-tiden og fremefter). Skyggerne blev længere og længere ude i kløften, og farverne blev mere og mere intense.

Blog imageGrand Canyons særkende er, at den er så stor og mægtig. Alt er større her end andre steder. Kløften er bredere, dybere, stejlere, længere.

Men jeg vil stadig fastholde, at Bryce var mest overvældende.

Bryce Canyon National ParkLog

Posted by Conny Rom Petersen 20 Oct, 2010 07:05:17

I denne park kørte vi i vores lejebil og udvalgte to udsigtspunkter, som vi ville gå i mellem. Det første ord over vores læber, da vi kom op til det første punkt, var nok
W A U W!
En stor dal lå for vores fødder som et amfiteater fyldt op med høje tynde søjler af klippe i alle nuancer af hvid – gul – orange – rød. Søjlerne har mange forskellige former og står ganske tæt. De kaldes ”hoodoos”, som både kan betyde en klippesøjle, sædvanligvis med fantastisk form, som står tilbage efter erosion, og at forhekse nogen. Indianske sagn menes at fortælle, at nogle af disse klippesøjler er forheksede mennesker og dyr, som har opført sig forkert.

Blog imageVi startede med at gå ned ad en af de stier, der omtales i det udleverede materiale. Den går forbi en formation med det hjemligt klingende navn, Thors hammer.

Blog imageDet var ubeskriveligt smukt at gå nede blandt disse hoodoos, der som antydet ovenfor er dannet af erosion pga. vind og vejr. Virkelig et billede på naturens kræfter. Opturen var en del hårdere end nedturen; der er meget stejlt. Igen var stierne velanlagte, men stadig med stor grad af risiko for at dratte ud over kanten, hvis man ikke passer på. Vi så flere forældre holde meget fast i deres små børn.

Derefter spadserede vi oppe på The Rim og nød udsigten fra forskellig vinkler.

Til slut kørte vi rundt til forskellige holdepladser og kæmpede os opad til udsigtspunkterne, der hver især viste kløften fra endnu en ny vinkel. Det var svært at holde op med at sige Wauw – Fantastisk – Hold da op, men som dagen gik, blev vi mætte af indtrykkene og kørte videre mod Williams, små 60 km fra Grand Canyon. Alt tættere på var optaget, fandt vi ud af et par dage i forvejen. Det var første gang, vi oplevede at have problemer med at få værelser.

Bryce Canyon er nok den mest enestående og unikke af de parker, vi har besøgt.

Blog image

Zion National ParkLog

Posted by Conny Rom Petersen 19 Oct, 2010 09:41:15

Tre nationalparker blev oplevet på tre dage. Og spørgsmålet er så, hvilken en er bedst? Eller er det spørgsmålet? Det er i hvert fald det, man ofte bliver spurgt om, når man nævner, at man har besøgt disse nationalparker. Jeg vil hellere sige, at de har hver deres charme, og begynder med at fortælle om vores oplevelser i Zion National Park.

Zion startede med at imponere ved hotellet, hvor vi både for og bag havde direkte udsigt til de røde bjerge.

Parken er meget velorganiseret. Allerede i byen Springdale kunne vi tage en gratis shuttlebus ind i parken. Fra Visitor Center kunne man tage endnu en gratis shuttlebus rundt i bunden af kløften og stå af og på efter behov.

Blog image

Ud fra det udleverede materiale var det forholdsvis enkelt at vælge nogle fikspunkter i forhold til shuttlebussen. Vi udvalgte The Emerald Pools Trail og Weeping Rock Trail. De fleste stier er meget velanlagte, så det er ikke svær vandring. Dog kan de ikke gøre noget ved stigningen – den var ganske stor op til de små bjergsøer på den første vandring. Stien var ikke voldsomt bred, og der var heller ikke meget hegn, men en flot og dramatisk udsigt ud over kanten.

De tre søer var i sig selv ikke noget at skrive hjem om, men: Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed! Hele tiden var vi omgivet af stejle klippesider og dybe slugter og flotte udsigter over til den anden siden af kløften.

Blog image

Den grædende klippe er vært for en slags hængende haver, hvor små planter vokser ud fra klippen, som får næring fra vand, der presses ud af klippen. Meget specielt.

Blog image

Det var en stor oplevelse først at gå og blive kørt rundt nede mellem de stejle bjergsider og så senere køre ud ad parken ved nærmest at kravle op ad stejle hårnålesving for at komme ud fra kløften.

Blog image

Highway 50Log

Posted by Conny Rom Petersen 18 Oct, 2010 17:22:37

Efter at have fulgt i Peter Lassens fodspor skulle vi nu også følge i fodsporene af diligencer, Ponyekspressen og den første transkontinentale telegraflinje. Kort og godt: The loneliest road in America – Highway 50, tværs gennem Nevada.

Og der er ensomt! Vi var ikke helt alene på vejen, trods alt, men der er meget langt mellem byerne. Man skal virkelig planlægge sin benzintankning. Der er store flade områder med lav, spredt – meget spredt – bevoksning, og altid bjerge hele horisonten rundt. Nogle af bjergtinderne har sne på toppen. Der gror træer langt op af ad bjergsiderne. Vejen går lige ud – så langt øjet rækker. Af og til skal vi forcere nogle småbjerge, eller bakkekamme, og så går det lige ud ad landevejen igen. Utroligt ensformigt.

Blog imageDer var dog et enkelt sted, der brød ensformigheden, nemlig nogle store klitter, hvor vi kunne ane en voldsom aktivitet med små ATV’er (All Terrain Vehicles) op og ned ad klitterne.

Blog imageVed frokosttid nåede vi en bette by, Austin, som ifølge Lonely Planet er stedet, hvor man tanker, både benzin og mad. Også os. Vi spiste på ”The International Cafe”. Der var dog intet internationalt over den! Udefra skulle man tro, vi var i det Vilde Vesten og skulle ind på en saloon.

Blog imageServitricerne var 50+ og absolut ikke fremme i skoene – tværtimod slæbte de fødderne hen ad gulvet, når de ellers bevægede sig. Men vi fik dog serveret en ok frokost og kaffe.

Eftermiddagen forløb ikke meget anderledes end formiddagen. Det var skønt at ramme Ely hen mod aften. Noget af en by efter 630 km og ca. 8 timers kørsel hen over Nevada – masser af kasinoer, moteller og spisesteder. Perfekt for overnatning ”on the road”.

Blog image