USA2010

USA2010

Om denne blog

Denne weblog følger vores ferie i USA 5/10 – 22/10 2010.
Vi vil opfordre dig til at tilføje dine kommentarer og meninger.
Dine kommentarer skal opfylde nogle alment gældende etiske og lovbestemte regler. Hvis redaktøren skønner, at disse regler ikke er overholdt, vil din kommentar blive slettet.
Disse almene regler omfatter bl.a.:
• Indholdet skal være i overensstemmelse med loven (Ingen racistiske, pornografiske eller injurierende bemærkninger).
• Indholdet må ikke virke stødende (Ingen religiøse, partipolitiske, personlige og hadfyldte bemærkninger).
• Angiv dit navn (Ingen anonyme kommentarer).

Grand Canyon National Park

LogPosted by Conny Rom Petersen 20 Oct, 2010 07:56:28

Det var svært at finde den helt rigtige p-plads, da vi ankom til Grand Canyon. I det hele taget fandt jeg det lidt svært at finde rundt efter det kortmateriale, man får udleveret. Men når man først har identificeret The Rim Trail, går det meget lettere. Der går også shuttle-busser, men vi valgte at gå med de som sædvanligt meget velplejede stier, som fx the Rim Trail, der går langs med hele kanten. Kodeordet er ”accessibility”, altså at der skal være adgang for kørestole. Og sådan er det også her i den vildeste af vilde (?) nationalparker.

Men uanset hvordan man kommer frem til kanten af denne enorme kløft, så kan man ikke andet end at måbe over udstrækningen af det hele. Endnu engang W A U W. Endnu engang kunne Den store Opfinder finde på noget nyt at imponere os med. Kæmpekløft, vid udsigt, mange lag og formationer.

Vi fik provianteret til turen i et supermarked, hvor der også var en Deli, så vi kunne få noget ordentlig morgenmad (motelmorgenmaden bestod denne morgen af 2 blåbærmuffins + kaffe + juice). Vi gik ca. 1,6 miles oppe langs kanten, hvorefter vi begav os ned i kløften via The Bright Angel Trail. Denne sti er så viseligt indrettet, at der er forskellige ”afkørsler”. Der advares kraftigt mod at gå hele vejen ned til Colorado-floden og tilbage igen samme dag. Og overnatning nede ved floden skal bestilles op til 2 år i forvejen (og da anede vi ikke, at vi skulle til USA). Vi valgte at gå ned til den første ”afkørsel”, som hedder ”Mile-and-a-half resthouse”. Det tog en lille times tid. Her nød vi en dejlig smoothie og et par chokobar, mens vi slappede lidt af før tilbageturen, som jo i den grad er opad. På billedet ses nogle solceller, som sikkert driver den telefon, der var på stedet. Også oppe ved Visitor Center var der store solceller til produktion af el til centeret.

Igen var det forunderligt at bevæge sig nede mellem klipperne. Heldigvis forløb stien meget i skygge, for det var ganske varmt denne oktoberdag. Over vores hoveder så vi flere kondorer (fik vi at vide), der svævede på de varme luftstrømme.

Turen opad var ganske rigtigt meget stejl, men stien var pænt anlagt, og stigningen var støt og rolig. Jeg prustede godt nok som sædvanligt, men det var ganske overkommeligt, og turen op tog også en lille times tid, hvor vi havde forventet tættere på to timer.

Undervejs mødte vi et muldyrtræk! Der var pæne skilte om, hvordan man skal opføre sig, når der kommer et sådant muldyrtræk, men jeg var nu godt nok lidt nervøs for, om stien ville være bred nok. Det gik ok. De ridende så en anelse trætte ud. De kom op nede fra bunden af kløften. Jeg forestiller mig, at det er en anelse hårdt for bagen at sidde på sådan et dyr i så lang tid.

Vi mødte også et hold danskere fra Haderslev-egnen. Det var meget hyggeligt at høre hjemlandets vemodige sprog igen og høre om, hvordan andre rejser. De var alle i den arbejdsfrie alder, men havde trods alt taget turen endnu længere ned end os – og så meget afslappede ud.

Vi fortsatte med The Rim Trail og så stadig flere flotte udsigter. På tilbagevejen var solen ved at forsvinde (henad 16.30-tiden og fremefter). Skyggerne blev længere og længere ude i kløften, og farverne blev mere og mere intense.

Grand Canyons særkende er, at den er så stor og mægtig. Alt er større her end andre steder. Kløften er bredere, dybere, stejlere, længere.

Men jeg vil stadig fastholde, at Bryce var mest overvældende.