USA2010

USA2010

Om denne blog

Denne weblog følger vores ferie i USA 5/10 – 22/10 2010.
Vi vil opfordre dig til at tilføje dine kommentarer og meninger.
Dine kommentarer skal opfylde nogle alment gældende etiske og lovbestemte regler. Hvis redaktøren skønner, at disse regler ikke er overholdt, vil din kommentar blive slettet.
Disse almene regler omfatter bl.a.:
• Indholdet skal være i overensstemmelse med loven (Ingen racistiske, pornografiske eller injurierende bemærkninger).
• Indholdet må ikke virke stødende (Ingen religiøse, partipolitiske, personlige og hadfyldte bemærkninger).
• Angiv dit navn (Ingen anonyme kommentarer).

Las Vegas og Hoover Dam

LogPosted by Conny Rom Petersen 21 Oct, 2010 02:09:12

Hoover Dam

Planen var at se Hoover Dam på vej fra Grand Canyon til Las Vegas. Lige præcis på vores rejsedag,14/10, havde vi i tv set og hørt advarsler om trafikale problemer, pga. at den nye bro over Colorado-floden ved Hoover Dam skulle dedikeres til to afdøde krigshelte. Vi valgte dog at tage derop alligevel. Og der var ingen problemer. Dog var der MEGET varmt!

Hoover Dam blev bygget for at kontrollere Colorado River, der til tider kunne oversvømme store områder. Som en sidegevinst produceres elektricitet ved dæmningen, der deles mellem Arizona og Nevada.

Hoover Dam-bygningsværket er meget imponerende og storslået. Den blev færdig i 1935, så der var faktisk 75-års jubilæum i år. Vi parkerede i et flot p-hus og købte en tur rundt på dæmningen med en meget veltalende og humoristisk guide (a dam good guide). Vi kørte ca. 50 etager med elevator ned i dæmningen og så turbinerne, der producerer strøm via vandet.

Den nye bro kunne vi se fra dæmningen. Den er ca. 900 ft. høj. En meget flot bro, som amerikanerne godt kan være stolte af. Men de stakkels amerikanere er allerede begyndt at være bange for at køre over så høj en bro. I morgen-tv var der forskellige tips til, hvordan man skal undgå højdeskræk, når man kører over denne bro…

Midt på dæmningen kan man stå med et ben i Nevada og et i Arizona – der er også to ure med de to tider. Lige nu er tiderne ens, men om vinteren er der en times forskel. Arizona ligger i en anden tidszone end Nevada – men så har de til gengæld ikke sommertid. Kun nogen steder.

Da vi havde set os mætte, kørte vi videre mod Las Vegas og måtte igen gennem noget ørken.

Las Vegas

Las Vegas er absolut ingen ørken. Kæmpehoteller ligger side ved side, med en del åben, tomme grunde bagved. Vi boede på et Super 8 Motel kun en blok fra The Strip, hovedgaden i Las Vegas. Men den blok består mest af disse åbne, rodede grunde, så forskellige fra glimmeret på hovedgaden. Vejret var svedende varmt. Der var omkring 90 grader F – ca. 32 grader C. Det var rekord for oktober. Selv om aftenen var der pænt varmt, og vi kunne finde det lidt sommertøj frem, som vi havde med.

Vi var overvældede over de kolonorme hoteller og de mærkværdige tiltag, der er taget for at lokke spillere indenfor i kasinoerne. Det første, vi mødte, var Paris. Med et mini-Eiffeltårn og mini-Triumfbue og parisisk restaurant.

Hotel Bellagio har det ”syngende” springvand, som springer i takt til en meget patriotisk popsang (da vi så det).

Caesar’s Palace er bygget i romersk stil med høje søjler m.m.m. Og der er kopier af springvandsfigurer fra Rom. Mirage havde et ”vulkanudbrud” ved hjælp af musik, røg, farve/lysstråler. Alt sammen tiltrækker store mængder mennesker, der trasker frem og tilbage på the Strip. Gaden har op til 6 kørebaner ind mod byen og 3 væk fra byen. Så man krydser kun vejen ved fodgængerfelter eller overgange over vejen med både trapper og rulletrapper. Disse overgange fører også ind i hotellerne, så for at krydse gaden må man en tur ind gennem hotellets fristelser.

Den første aften i Las Vegas brugte vi på at udforske The Strip, mens vi den næste aften fik købt billetter til et Donny & Marie show. Donny Osmond var jeg stor fan af, da jeg var teenager, så det var sjovt at se ham som voksen (vi er faktisk jævnaldrende). Showet var et rigtigt show med dansere, levende musik og gode performere. Donny & Marie gav prøver på de gamle sange fra Osmond Brothers-tiden og sang også sange af deres favoritkolleger. Der var endvidere videoer om deres liv, og en publikummer fik lov at synge duet med Marie. Fint show.

Dag 2 fortsatte vi med at udforske The Strip og monsterhotellerne. Især New York-New York imponerede mig. Det ser ikke vildt stort ud ved første øjekast, men det har alligevel så stor en udstrækning, at man hele tiden ser nye vinkler, når man spadserer forbi. Der er New York skyline, frihedsgudinden, Brooklyn Bridge.

MGM-hotellet har jo en løve som signatur, så SELVFØLGELIG udstiller de levende løver indenfor. Løverne bor til daglig på en ranch uden for Las Vegas, og de skiftes til at blive udstillet på hotellet. Man kunne gå via en tunnel, så man så dem nedefra.

Som et af de sidste hoteller i den lange række ligger Luxor-hotellet, der er udformet som en enorm pyramide med en kæmpe sfinks udenfor, som skulle være større end den i Egypten. Der var ikke så mange mennesker herude, måske fordi der ikke er så meget underholdning.

Ingen af os var kede af at forlade Las Vegas, for vi er ikke rigtig til alt det glimmer. Men det var sjovt at se, hvad det var for noget – og så bare lade sig underholde og ikke tænke over, hvor alle pengene mon kommer fra.

Grand Canyon National Park

LogPosted by Conny Rom Petersen 20 Oct, 2010 07:56:28

Det var svært at finde den helt rigtige p-plads, da vi ankom til Grand Canyon. I det hele taget fandt jeg det lidt svært at finde rundt efter det kortmateriale, man får udleveret. Men når man først har identificeret The Rim Trail, går det meget lettere. Der går også shuttle-busser, men vi valgte at gå med de som sædvanligt meget velplejede stier, som fx the Rim Trail, der går langs med hele kanten. Kodeordet er ”accessibility”, altså at der skal være adgang for kørestole. Og sådan er det også her i den vildeste af vilde (?) nationalparker.

Men uanset hvordan man kommer frem til kanten af denne enorme kløft, så kan man ikke andet end at måbe over udstrækningen af det hele. Endnu engang W A U W. Endnu engang kunne Den store Opfinder finde på noget nyt at imponere os med. Kæmpekløft, vid udsigt, mange lag og formationer.

Vi fik provianteret til turen i et supermarked, hvor der også var en Deli, så vi kunne få noget ordentlig morgenmad (motelmorgenmaden bestod denne morgen af 2 blåbærmuffins + kaffe + juice). Vi gik ca. 1,6 miles oppe langs kanten, hvorefter vi begav os ned i kløften via The Bright Angel Trail. Denne sti er så viseligt indrettet, at der er forskellige ”afkørsler”. Der advares kraftigt mod at gå hele vejen ned til Colorado-floden og tilbage igen samme dag. Og overnatning nede ved floden skal bestilles op til 2 år i forvejen (og da anede vi ikke, at vi skulle til USA). Vi valgte at gå ned til den første ”afkørsel”, som hedder ”Mile-and-a-half resthouse”. Det tog en lille times tid. Her nød vi en dejlig smoothie og et par chokobar, mens vi slappede lidt af før tilbageturen, som jo i den grad er opad. På billedet ses nogle solceller, som sikkert driver den telefon, der var på stedet. Også oppe ved Visitor Center var der store solceller til produktion af el til centeret.

Igen var det forunderligt at bevæge sig nede mellem klipperne. Heldigvis forløb stien meget i skygge, for det var ganske varmt denne oktoberdag. Over vores hoveder så vi flere kondorer (fik vi at vide), der svævede på de varme luftstrømme.

Turen opad var ganske rigtigt meget stejl, men stien var pænt anlagt, og stigningen var støt og rolig. Jeg prustede godt nok som sædvanligt, men det var ganske overkommeligt, og turen op tog også en lille times tid, hvor vi havde forventet tættere på to timer.

Undervejs mødte vi et muldyrtræk! Der var pæne skilte om, hvordan man skal opføre sig, når der kommer et sådant muldyrtræk, men jeg var nu godt nok lidt nervøs for, om stien ville være bred nok. Det gik ok. De ridende så en anelse trætte ud. De kom op nede fra bunden af kløften. Jeg forestiller mig, at det er en anelse hårdt for bagen at sidde på sådan et dyr i så lang tid.

Vi mødte også et hold danskere fra Haderslev-egnen. Det var meget hyggeligt at høre hjemlandets vemodige sprog igen og høre om, hvordan andre rejser. De var alle i den arbejdsfrie alder, men havde trods alt taget turen endnu længere ned end os – og så meget afslappede ud.

Vi fortsatte med The Rim Trail og så stadig flere flotte udsigter. På tilbagevejen var solen ved at forsvinde (henad 16.30-tiden og fremefter). Skyggerne blev længere og længere ude i kløften, og farverne blev mere og mere intense.

Grand Canyons særkende er, at den er så stor og mægtig. Alt er større her end andre steder. Kløften er bredere, dybere, stejlere, længere.

Men jeg vil stadig fastholde, at Bryce var mest overvældende.

Bryce Canyon National Park

LogPosted by Conny Rom Petersen 20 Oct, 2010 07:05:17

I denne park kørte vi i vores lejebil og udvalgte to udsigtspunkter, som vi ville gå i mellem. Det første ord over vores læber, da vi kom op til det første punkt, var nok
W A U W!
En stor dal lå for vores fødder som et amfiteater fyldt op med høje tynde søjler af klippe i alle nuancer af hvid – gul – orange – rød. Søjlerne har mange forskellige former og står ganske tæt. De kaldes ”hoodoos”, som både kan betyde en klippesøjle, sædvanligvis med fantastisk form, som står tilbage efter erosion, og at forhekse nogen. Indianske sagn menes at fortælle, at nogle af disse klippesøjler er forheksede mennesker og dyr, som har opført sig forkert.

Vi startede med at gå ned ad en af de stier, der omtales i det udleverede materiale. Den går forbi en formation med det hjemligt klingende navn, Thors hammer.

Det var ubeskriveligt smukt at gå nede blandt disse hoodoos, der som antydet ovenfor er dannet af erosion pga. vind og vejr. Virkelig et billede på naturens kræfter. Opturen var en del hårdere end nedturen; der er meget stejlt. Igen var stierne velanlagte, men stadig med stor grad af risiko for at dratte ud over kanten, hvis man ikke passer på. Vi så flere forældre holde meget fast i deres små børn.

Derefter spadserede vi oppe på The Rim og nød udsigten fra forskellig vinkler.

Til slut kørte vi rundt til forskellige holdepladser og kæmpede os opad til udsigtspunkterne, der hver især viste kløften fra endnu en ny vinkel. Det var svært at holde op med at sige Wauw – Fantastisk – Hold da op, men som dagen gik, blev vi mætte af indtrykkene og kørte videre mod Williams, små 60 km fra Grand Canyon. Alt tættere på var optaget, fandt vi ud af et par dage i forvejen. Det var første gang, vi oplevede at have problemer med at få værelser.

Bryce Canyon er nok den mest enestående og unikke af de parker, vi har besøgt.

Zion National Park

LogPosted by Conny Rom Petersen 19 Oct, 2010 09:41:15

Tre nationalparker blev oplevet på tre dage. Og spørgsmålet er så, hvilken en er bedst? Eller er det spørgsmålet? Det er i hvert fald det, man ofte bliver spurgt om, når man nævner, at man har besøgt disse nationalparker. Jeg vil hellere sige, at de har hver deres charme, og begynder med at fortælle om vores oplevelser i Zion National Park.

Zion startede med at imponere ved hotellet, hvor vi både for og bag havde direkte udsigt til de røde bjerge.

Parken er meget velorganiseret. Allerede i byen Springdale kunne vi tage en gratis shuttlebus ind i parken. Fra Visitor Center kunne man tage endnu en gratis shuttlebus rundt i bunden af kløften og stå af og på efter behov.

Ud fra det udleverede materiale var det forholdsvis enkelt at vælge nogle fikspunkter i forhold til shuttlebussen. Vi udvalgte The Emerald Pools Trail og Weeping Rock Trail. De fleste stier er meget velanlagte, så det er ikke svær vandring. Dog kan de ikke gøre noget ved stigningen – den var ganske stor op til de små bjergsøer på den første vandring. Stien var ikke voldsomt bred, og der var heller ikke meget hegn, men en flot og dramatisk udsigt ud over kanten.

De tre søer var i sig selv ikke noget at skrive hjem om, men: Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed! Hele tiden var vi omgivet af stejle klippesider og dybe slugter og flotte udsigter over til den anden siden af kløften.

Den grædende klippe er vært for en slags hængende haver, hvor små planter vokser ud fra klippen, som får næring fra vand, der presses ud af klippen. Meget specielt.

Det var en stor oplevelse først at gå og blive kørt rundt nede mellem de stejle bjergsider og så senere køre ud ad parken ved nærmest at kravle op ad stejle hårnålesving for at komme ud fra kløften.

Highway 50

LogPosted by Conny Rom Petersen 18 Oct, 2010 17:22:37

Efter at have fulgt i Peter Lassens fodspor skulle vi nu også følge i fodsporene af diligencer, Ponyekspressen og den første transkontinentale telegraflinje. Kort og godt: The loneliest road in America – Highway 50, tværs gennem Nevada.

Og der er ensomt! Vi var ikke helt alene på vejen, trods alt, men der er meget langt mellem byerne. Man skal virkelig planlægge sin benzintankning. Der er store flade områder med lav, spredt – meget spredt – bevoksning, og altid bjerge hele horisonten rundt. Nogle af bjergtinderne har sne på toppen. Der gror træer langt op af ad bjergsiderne. Vejen går lige ud – så langt øjet rækker. Af og til skal vi forcere nogle småbjerge, eller bakkekamme, og så går det lige ud ad landevejen igen. Utroligt ensformigt.

Der var dog et enkelt sted, der brød ensformigheden, nemlig nogle store klitter, hvor vi kunne ane en voldsom aktivitet med små ATV’er (All Terrain Vehicles) op og ned ad klitterne.

Ved frokosttid nåede vi en bette by, Austin, som ifølge Lonely Planet er stedet, hvor man tanker, både benzin og mad. Også os. Vi spiste på ”The International Cafe”. Der var dog intet internationalt over den! Udefra skulle man tro, vi var i det Vilde Vesten og skulle ind på en saloon.

Servitricerne var 50+ og absolut ikke fremme i skoene – tværtimod slæbte de fødderne hen ad gulvet, når de ellers bevægede sig. Men vi fik dog serveret en ok frokost og kaffe.

Eftermiddagen forløb ikke meget anderledes end formiddagen. Det var skønt at ramme Ely hen mod aften. Noget af en by efter 630 km og ca. 8 timers kørsel hen over Nevada – masser af kasinoer, moteller og spisesteder. Perfekt for overnatning ”on the road”.

A dream come true!

LogPosted by Conny Rom Petersen 11 Oct, 2010 04:31:21

Golden Gate Bridge har altid stået som noget særligt for mig. Da pigerne var små, læste jeg en pixibog højt om nogle vaskebjørne, der paraglidede hen over Golden Gate Bridge, og vi har talt meget om broen siden.

NU har vi gået på den! Det var en lige så stor oplevelse, som jeg havde håbet på. Vi var heldige med vejret - høj sol og vel omkring 20-22 grader C, så broen havde alle chancer for at præsentere sig fra sin bedste side.

Golden Gate er jo indgangen fra havet til San Francisco, så meget naturligt ligger der også en fort der - lige under det ene "ben" på land. Fort Point er et yderst velbevaret fort, der har beskyttet San Francisco mod mexicanerne og under borgerkrigen.

Herfra præsenterer Golden Gate Bridge sig meget imponerende - et bygningsværk fra 1937, på den tid verdens længste hængebro. Den røde farve er med til at give broen dens sjæl, sammen med den flotte konstruktion med masser af rør/stænger/stivere.

Fra p-pladsen ved fortet går der trapper og en velanlagt sti (som altid i USA) op til broen. Der er en fin fælles gang-/cykelsti hen over broen - og den bliver flittigt brugt. Hvor var det fantastisk endelig at stå på Golden Gate Bridge i virkeligheden!

Da vi havde andet for den dag, gik vi kun ud til midt på broen, og der var skønne udsigter mod Oakland, til Alcatraz og ind over skønne San Francisco.

San Francisco

LogPosted by Conny Rom Petersen 08 Oct, 2010 16:18:32
Dag 1 - onsdag 6. oktober - foregik i San Francisco. Vi koncentrerede os om havneområdet, da vi hjemmefra havde bestilt tur til Alcatraz. Pier 39 og Fisherman’s Wharf var meget tivoliserede kajer med masser af gøglede butikker, som ikke indbød os til nærmere eftersyn.

Det hyggeligste indslag var søløvekolonien, hvor op mod 100 søløver om sommeren bebor nogle træplatforme i vandet. Selvom der er masser af plads, skal alle søløverne åbenbart ligge på de samme få platforme. Det bevirker, at de skiftes til at plumpe i vandet, bjæffe fornærmet og kravle op igen.


Turen på Alcatraz koncentrerede sig om tiden som US Penitentiary Facility - altså tiden som fængsel, hvor blandt andre Al Capone sad fængslet der.
I 1934 åbnede Alcatraz som fængsel med store sikkerhedsforanstaltninger. Al Capone var langt om længe blevet fængslet - godt nok ikke for alle mordene, men for skatteunddragelse - og han blev nærmest straks overført fra det fængsel i Atlanta, hvor han sad, til Alcatraz. Her var der ikke mulighed for at bestikke fængselsinspektøren, og hermed havde Capone ingen kontrol over nogen.

Det har ikke været rart at være fange på Alcatraz - ud over at det aldrig er rat at være i fængsel. Cellerne er ganske små, man kan næsten nå fra side til side. De rer en toiletkumme i det ene hjørne, en briks, et minimalt metalklapbord med en metalklapudstol på væggen. Ydermere var der koldt, fugtigt og vindomsust.


Fangerne havde ret til fire ting: Mad, tøj på kroppen, tag over hovedet og lægeligt tilsyn. Alt andet var privilegier, man kunne gøre sig fortjent til. Og det var hårdt at opnå disse.

I 1963 indførte justitsminister Robert Kennedy et nyt princip for det amerikanse fængselsvæsen, nemlig rehabilitering frem for hævn. Dermed var Alcatraz’ dage som fængsel talte.

Siden har bygningerne på øen fået lov til at forfalde.

I 1972 blev Alcatraz dog udnævnt til et nationalt rekreativt område, og gæsterne strømmer til. Men det ser ud til at bygningerne stadig har det skidt.



Alcatraz

LogPosted by Conny Rom Petersen 27 Sep, 2010 21:42:10

Alcatraz er for mig et must, når det gælder San Fransisco. Tænk bare på Clint Eastwood.

Nu har jeg læst om stedet, og hvad man må - og især ikke må. Ingen store rygsække må medbringes og ej heller våben.

Turens første detailbestilling er foretaget: To voksenbilletter med "The official Alcatraz Cruises" er bestilt til onsdag den 6. oktober om eftermiddagen.

Og nu skal vi kun sove 8 gange mere, så skal vi op og af sted!

Conny